Tottenham køber hollandsk topscorer

Skrevet af admin

12/07/2016

Dagens topnyheder

Rygterne har svirret længe, og nu er det en realitet. Tottenham henter den 22-årige angriber Vincent Janssen i AZ Alkmaar.

Det fortæller Premier League-klubben på sin hjemmeside tirsdag.

- Vi glæder os over at annoncere kontrakten med Vincent Janssen, skriver klubben på hjemmesiden og understreger, at aftalen lige skal godkendes af forbundene, men det forventer på englænderne og hollænderne næppe problemer med.

- Angriberen har skrevet under på en kontrakt, der gælder til 2020, skriver klubben videre.

Med 27 mål blev Vincent Janssen topscorer i den bedste hollandske fodboldrække i den forgangne sæson.

Han vandt Johan Cruyff-trofæet som bedste unge spiller i ligaen - en titel, hans kommende danske klubkammerat Christian Eriksen også tidligere har kunnet smykke sig med.

Tottenham blev nummer tre i Premier League i sidste sæson og skal i den kommende sæson jagte succes både i Premier League og i Champions League.

/ritzau/