Tottenham-komet målløs efter udtagelse til landsholdet

Skrevet af admin

02/10/2015

Mest læste i dag

På kort tid har den kun 19-årige fodboldspiller Dele Alli opnået succes i Premier League, og nu venter nye udfordringer for Tottenham-talentet.

Landstræner Roy Hodgson udtog torsdag Dele Alli til det engelske A-landshold, som må undvære Jack Wilshire, Jordan Henderson og Fabian Delph, der alle er ude med skader.

19-årige Dele Alli, som kom til Tottenham fra Milton Keynes Dons i Englands tredjebedste fodboldrække i sommer, er nærmest målløs over situationen.

- Jeg har ingen ord. Det har været en fantastisk sæsonstart for mig, og jeg havde overhovedet ikke ventet, det ville gå så godt, siger Dele Alli til Tottenhams hjemmeside.

Siden sin debut hos Tottenham i 0-1-nederlaget mod Manchester United 8. august har den 19-årige komet været på banen i seks ud af syv kampe, og han har indtil videre scoret et enkelt mål.

- Før sæsonstart satte jeg mig som mål at spille fast på U21-landsholdet - og prøve at få nogle chancer i Premier League, lyder det fra midtbanespilleren.

Dele Alli er en del af Englands landsholdstrup i EM-kvalifikationskampene mod Litauen og Estland, som spilles 9. og 12. oktober.

/ritzau/