Tottenham-manager: Resultatet er uretfærdigt

Skrevet af admin

10/11/2013

Dagens topnyheder

Tottenham havde chancer nok til at vinde fem fodboldkampe, da Christian Eriksen og hans hold søndag mødte Newcastle i Premier League.

Alligevel tabte London-holdet med 0-1 takket være Loic Remys scoring efter 13 minutter.

En nærmest ufattelig god indsats af Newcastles hollandske målmand Tim Krul forhindrede Tottenham i at score på holdets mange store muligheder.

TV-stationen Skysports har talt op, at Krul havde 14 refleksredninger undervejs, og de er kun en lille del af hans enestående indsats.

Derfor har Tottenhams manager André Villas-Boas måske også noget at have sin naturlige skuffelse i.

- Vi havde mange rigtigt, rigtigt gode chancer, så jeg mener, at resultatet er uretfærdigt, siger han.

Newcastle var måske bedst i første halvleg, men kun en anelse. Anden halvleg var til gengæld ét stort pres på Newcastles mål og den imponerende Tim Krul.

Den hollandske målmand er heller ikke i tvivl om, at han havde en fantastisk eftermiddag i det nordlige London.

- Det her var det bedste i min karriere. Den slags kampe får man ikke ret tit, siger han - også i anerkendelse af, at sejr over Tottenham er et resultat, som gør en forskel.

- Tre point ude mod Tottenham er et fantastisk resultat for os, siger han.

/ritzau/