Tottenham mister terræn i CL-kapløb: Taber til bundhold

Skrevet af admin

23/02/2014

Dagens topnyheder

Tottenhams fans og spillere drømmer om deltagelse i Champions League i næste sæson, men søndag tog London-klubben et skridt i den forkerte retning.

Udekampen mod bundholdet Norwich blev tabt 0-1, og dermed voksede afstanden til de fire øverste pladser i tabellen, hvoraf de tre giver direkte adgang til Champions League i næste sæson, mens holdet på fjerdepladsen træder ind i kvalifikationen.

Og mens Tottenham altså måtte forlade banen uden point, så vandt de fire øverste hold i ligaen - Chelsea, Arsenal, Manchester City og Liverpool - alle i denne weekend.

Dermed bliver Tottenham på 50 point på femtepladsen, hvilket er seks færre end Liverpool på fjerdepladsen.

Skotten Robert Snodgrass blev helten for Norwich kort efter pausen.

Tottenham spillede hele kampen uden Christian Eriksen. Og der var tydelig træthed at spore hos flere af Tottenhams spillere, som torsdag var på langfart i Europa League, hvor holdet tabte 0-1 ude til ukrainske Dnipro Dnipropetrovsk.

Manager Tim Sherwoods tropper forsøgte sig med en slutspurt, og var 10 minutter før tid tæt på en udligning, men Norwich-målmand John Ruddy reddede flot forsøget fra indskiftede Nacer Chadli.

Også i den anden ende var det tæt på scoring i slutfasen, men et brag af et frispark fra Bradley Johnson blev reddet op på overliggeren af Tottenham-målmand Hugo Lloris.

Norwich tager med sejren tre vigtige point i kampen for at overleve i Premier League.

/ritzau/