Tottenham vinder EL-gruppe efter Lamela-hattrick

Skrevet af admin

11/12/2015

Dagens topnyheder

Tottenham leverede en målfest torsdag aften i Europa League, da Londonklubben vandt sin gruppe med en 4-1-sejr hjemme over Monaco.

Erik Lamela leverede et hattrick i kampen, og med sejren slutter Tottenham på førstepladsen i gruppe J med 13 point foran Anderlecht, der med en 2-1-sejr over Qarabag FK, sluttede på andenpladsen med 10 point.

De to klubber er dermed videre til 1/16-finalerne, når der mandag trækkes lod, og Tottenham kan som gruppevinder blandt mange andre eksempelvis trække FC Midtjylland.

Monaco og Qarabag FK er dermed ude af turneringen.

Tottenham var allerede videre til 1/16-finalerne i turneringen inden opgøret mod Monaco, og derfor blev en lang række spillere sparet.

Det gjaldt blandt andre Christian Eriksen, der fik fri, inden Tottenham i ligaen møder Newcastle i weekenden.

Men reserverne kunne også, og Tottenham kom foran allerede efter tre minutter ved argentinske Erik Lamela, som helt udækket blev spillet fri af Ben Davis.

Lamela var på pletten igen efter et kvarter, hvor han erobrede bolden fra en Monaco-spiller, tog et par træk og udplacerede Danijel Subasic i Monacos mål.

Syv minutter før pausen fortsatte Lamela med sit hattrick, da han blev spillet fri af sydkoreanske Heung-Min Son og resolut bankede Tottenham på 3-0 inden pausen.

Monaco fik lov at reducere i anden halvleg ved Stephan El Shaarawy på en afslutning fra distancen, og tempoet forlod langsomt kampen.

Med 12 minutter igen var det så Thomas Carrol, der viste sit talent. Carrol var i fjor udlejet til Swansea, og han har haft svært ved at opnå spilletid i Tottenham, men den teknisk stærke midtbanespiller afdriblede fornemt en Monaco-spiller næsten på baglinjen og scorede fladt til slutresultatet 4-1.

/ritzau/