Tottenhams derbyhelt: Jeg glemmer aldrig følelsen

Skrevet af admin

07/02/2015

Mest læste i dag

En spiller, to mål og tre point. Tottenhams unge engelske angriber Harry Kane er øjeblikkets mand i Nordlondon, hvor han lørdag afgjorde derbyet mod Arsenal til Tottenhams fordel.

Den 21-årige Kane forventer ikke at få sovet meget i nat, siger han efter kampen.

- Det her er en følelse, som jeg ikke vil glemme i resten af min karriere. Mit første Nordlondon-derby - og så vinde det på den måde - det er fantastisk. Jeg tror ikke, jeg får meget søvn i nat, siger Harry Kane til den britiske tv-station BT Sport.

Arsenal førte kampen på White Hart Lane med 1-0 ved pausen, men 10 minutter inde i anden halvleg udlignede Harry Kane på en returbold tæt under mål.

Fem minutter før tid sprang store dele af stadion op af stolene i en lykkerus, da Kane på flotteste vis headede bolden i mål til 2-1.

Inden denne sæson var der ikke mange, som kendte noget nævneværdigt til Harry Kane, men 12 mål i Premier League og yderligere 10 mål i andre turneringer har gjort Kane til sæsonens komet i engelsk fodbold.

Selv om han er brandvarm, bevarer Kane dog fødderne på jorden.

- Jeg nyder at spille fodbold. Jeg spiller med et smil, gør mit bedste og kæmper hårdt for holdet. Det har fungeret godt for holdet, det er nogle fantastiske gutter, og sammenholdet er stort, siger Harry Kane.

Med lørdagens sejr overhaler Tottenham netop Arsenal i tabellen. Inden weekendens resterende kampe i Premier League er Tottenham på fjerdepladsen.

/ritzau/AFP