Tour-arrangører skælder ud på storhold

Skrevet af admin

08/03/2014

Dagens topnyheder

Team Sky er et af verdens største cykelhold. Men selv om holdet har vundet Tour de France de seneste to år, kan der alligevel godt komme kritik fra Tour-arrangøren.

ASO, som foruden Tour de France også står bag en række andre store cykelløb, er voldsomt utilfreds med, at det britiske cykelhold fredag trak storfavoritten Richie Porte fra etapeløbet Paris-Nice, som bliver indledt søndag.

Richie Porte vandt Paris-Nice sidste år, og stod til at skulle forsvare sejren. Men da sidste års Tour de France-vinder Chris Froome fredag måtte melde afbud til næste uges Tirreno-Adriatico, valgte Sky at flytte Richie Porte over til det løb.

At australieren vælger det italienske cykelløb højere end det franske, falder Tour-arrangørerne for brystet.

- Vi finder nonchalant, at den forsvarende vinder trækker sig ud kort før start, siger Tour de France-direktør Christian Prudhomme ifølge AFP.

- Vi fik at vide, at med henblik på at kunne vinde World Tour-point til verdensranglisten, var Tirreno mere favorabelt for Richie Porte, på grund af løbets tekniske udfordringer, og fordi der er en enkeltstart, siger Prudhomme.

Dette års rute i Paris-Nice har allerede fået kritik fra flere ryttere, fordi løbet hverken rummer en bjergafslutning eller en enkeltstart.

Blandt sine syv etaper rummer Tirreno-Adriatico blandt andet to etaper med bjergafslutning, en enkeltstart og en holdtidskørsel.

Chris Froomes afbud til det italienske etapeløb betyder, at cykelverdenen må vente lidt med en duel mellem Froome og Alberto Contador (Tinkoff-Saxo).

I Paris-Nice ligger favoritværdigheden nu hos Vincenzo Nibali (Astana), Tejay van Garderen (BMC) og måske en ekspert i endagesløbene som verdensmester Rui Costa, der i år har skiftet Movistar-dragten ud med Lampres pink og blå farver.

/ritzau/