Tour-boss græder med Froome og jubler med Nibali

Skrevet af admin

10/07/2014

Mest læste i dag

Som ansvarlig for Tour de France og med ansvar for, at det franske løb fastholder grebet i et globalt tv-publikum, var direktør Christian Prudhomme en mand med et smil på læben onsdag aften.

Den i spænding ventede 5. etape blev scene for tab og sejre så store, at den vil skrive sig ind med store bogstaver i løbets 100 år lange historie.

En af overskrifterne vil være med sidste års vinder Chris Froome, som måtte udgå efter styrt.

- Han kommer tilbage, det er helt sikkert. Men jeg er så ærgerlig på hans vegne. Det er jeg virkelig. Han er en stor mester, siger Prudhomme til Ritzau.

Den franske direktør havde imidlertid en fantastisk dag i sin røde Skoda gennem mudderet på den 155 kilometer lange etape til Arenberg.

- Når en rytter som Vincenzo Nibali tager lederrollen på sig på denne måde, så er det et sjældent flot syn. Det er stærkt, siger Christian Prudhomme.

Det er en af de mest dramatiske etaper under Prudhommes lederskab, men han tør ikke sige, om det er den mest spændende, han har set.

- Vi har set etaper i bjergene 2011, da der var mange store angreb.

- Vi har haft tre år i sol med fantastiske etaper, og i bjergene sker der altid noget spektakulært, som jeg nyder at se. Nogle gange ser vi noget stort takket være vinden eller brosten.

- Det er derfor, vi hvert år søger at finde noget anderledes også i det flade terræn, hvor der eksempelvis kan være sidevind, siger Christian Prudhomme.

Mens Froome udgik af årets Tour onsdag, blev den anden af de to forhåndsfavoritter - Tinkoff-Saxos Alberto Contador - kørt bagud.

Contador tabte mere end to et halvt minut på onsdagens etape og er i det samlede regnskab 2.37 minutter efter manden i den gule trøje - Vincenzo Nibali.

/ritzau/