Tour de France: Legendens mausoleum

Tour de Frances løbsarkitekt Jean-Francois Pescheux er ikke bare en mand, der tydeligvis holder af bordets glæder. Den 61-årige eks-rytter har også en glubende appetit på at planlægge de 21 kapitler, der udgør drejebogen etape for etape i verdens største cykelløb. År efter år. Og Pescheux må have slikket sig om munden ved den mulighed, han i sit sidste år som ruteplanlægger fik givet i Tour nummer 100.

Køre over Alpe d’Huez to gange? Ohlala!

Vanvid

Det glade vanvid. Mest fordi Alpe d’Huez som bjerg betragtet er en publikumsmagnet og har tradition for at lægge asfalt til store dramaer.

»Da vi præsenterede ruten i oktober i Palais des Congres i Paris, kunne man fornemme en blanding af gys og forventning. At køre over Alpe d’Huez to gange vil være en sensation,« lød reaktionen fra Pescheux på letour.fr.

Måske spænder vejrguderne ben for den storstilede etape. I går eftermiddag rumlede det i mere end en forstand i området ved den mytiske tinde. Ugers hedebølge og tørke risikerer at detonere i torden, lynild og regnvåde veje. Og det vil gøre den i forvejen kontroversielle nedkørsel efter første opstigning på Alpe d’Huez til så risikabel en affære, at både publikum og ryttere kan blive snydt for det historiske ridt. Vi får se.

Sikkert er det, at Alpe d’Huez igen i år har tiltrukket en menneskemængde på et godt stykke over en halv million. De vil være der for at hylde Froome, Contador, Fuglsang og resten af Tour-feltet. For Alpe d’Huez er en fest. Med masser af gøgl og glæde. Cykelsportens svar på Dyrehavsbakken. Men også et sted med de stolteste traditioner. Selv om Alpe d’Huez er et »ungt« bjerg i Tour de France-historien.

Bortset fra jomfru-året i 1952, hvor den italienske legende Fausto Coppi med et tråd så elegant og let, som var det en heliummættet souffle, vandt på bjerget, skulle der gå 24 år, inden Tour de France igen lagde vejen forbi.

Tour-arrangørerne brød sig ikke om, hvad de havde set i første forsøg.

Jo, jo, Coppis sejr i 1952 var smuk og satte ethvert romantisk cykelhjerte i flammer. Men de få knaldhytter af træ og et lurvet hotel, som ejeren Georges Rajon mod betaling havde lokket løbet til Alpe d’Huez med, havde langt fra imponeret.

Alpe d’Huez kunne sagtens være gået i glemmebogen, hvis ikke det var, fordi netop Coppi vandt der. Efterkrigstidens allerstørste cykelnavn og gådefulde mystiker havde med sin sejr sørget for et massivt drys cykelmytologi. Den slags er cykelsportens grundstof.

Forfatteren og journalisten Joakim Jakobsen har skrevet et mammutværk om Tour de France. Ifølge ham kastede Coppi så lang en skygge over Alpe d’Huez, at arrangørerne trods modvilje måtte vende tilbage.

Overjordisk

»Coppi nåede som den første til toppen på et tidspunkt, hvor de sidste 10-12 km var grusvej. Han vandt også de to andre nye bjergafslutninger det år på Sestriere og Puy-de-Dôme. Fausto var i rigtig god form, må man sige. De tre sejre var med til at ophøje ham til et overjordisk væsen. Den slags milepæle betyder jo meget i cykelsporten, og eftersom det var Coppis sidste Tour, blev 1952 og Alpe d’Huez stående som et mausoleum for ham,« siger Jakobsen.

Selv om Alpe d’Huez kom til at stå som naturens eget, monumentale mindesmærke for den italienske legende, var der stærke kræfter i Tour-socitetet, som kæmpede imod at skulle tilbage til det ret beset primitive bjerg.

Hotelejer Georges Rajon var dog en stædig mand. Men først i 1976 – mod mere betaling og lidt bønner fra stedet af den hollandske præst Jaap Reuten – vendte Tour de France tilbage til Alpe d’Huez.

Resten er for så vidt historie. Om et bjerg, der nærmest er blevet garant for store, betydende dramaer. Og sindsoprivende bedrifter. Og skandaler.

Dagens Gossip