Tour-feltet undrer sig over sen holdtidskørsel

Skrevet af admin

12/07/2015

Mest læste i dag

Mange cykelentusiaster elsker holdtidskørsel, der bliver anset for at være den ultimative kombination af kraftudfoldelse og samarbejde. Men når den specielle disciplin er på Tour de France-programmet søndag, bliver det i en noget amputeret udgave.

For efter en meget hård første uge er en række ryttere allerede udgået af løbet, og det giver en stor fordel for de hold, der fortsat er fuldtallige.

Både ryttere og sportsdirektører undrer sig. De mener, at man kunne have forudset, at dette scenario ville opstå, da man lagde holdkørslen så sent som på 9. etape.

- Allerede, da ruten blev præsenteret i oktober, tænkte jeg, at det var noget underligt noget, siger Brian Holm, der er sportsdirektør hos Etixx-Quick-Step.

- Det undrer os. Hvorfor lægger man det efter ni dage? Normalt skal det ligge tidligere, netop fordi holdene mister ryttere efter styrt.

- Det er ikke helt fair over for de hold, det er gået ud over, siger Holm, der i torsdags måtte vinke farvel til Tony Martin, en af verdens bedste tempokørere.

De seneste gange, holdkørsel har været på Tour-programmet, i 2011 og 2013, har den ligget på henholdsvis 2. og 4. etape.

Også Jakob Fuglsang (Astana) ryster på hovedet.

- Det er sent at lægge et holdløb, især når vi har haft så hård en første uge. Jeg kunne godt have fortalt dem på forhånd, at der ville ligge folk til højre og venstre efter hver etape, siger han.

Især på flad vej er det en stor fordel at være ni ryttere frem for eksempelvis seks, fordi der er flere om at tage slæbet og sidde forrest i vinden.

Treks sportsdirektør Kim Andersen, der har mistet sit absolut bedste kort i disciplinen, Fabian Cancellara, forventer, at arrangørerne i de kommende år tager ved lære af den situation, holdtidskørslen er havnet i.

- Vi havde talt om risikoen på forhånd og havde faktisk regnet med, at nogle hold ville være noget amputeret. Det er en skam for løbet. Nu har man prøvet det, og mon ikke de overvejer det en ekstra gang næste år, lyder det fra Kim Andersen.

/ritzau/