Tour-hold straffes med bøde efter Bus-kaos

Cykelholdet Orica-GreenEdge slipper ikke kun med røde ører og en undskyldning efter farcen lørdag eftermiddag, hvor holdets bus kilede sig fast under målporten og blokerede målstregen.

Således er holdet også blevet pålagt at betale en bøde på rundt regnet 12.000 danske kroner for episoden, der skabte panik i målområdet og kortvarigt fik arrangørerne til at rykke målstregen tre kilometer tilbage på ruten.

Bussen blev dog fjernet i sidste øjeblik, og et felt af fuldstændig forvirrede ryttere kunne så alligevel sætte spurten ind på den oprindelige opløbsstrækning.

Der er dog stor uenighed om årsagen til bus-balladen.

Arrangørerne anklager Orica-GreenEdges buschauffør for ikke at have fået lov til at forsøge at passere målporten, mens cykelholdet hævder, at chaufføren blot gjorde, hvad han hele tiden havde fået besked på.

Samtidig står det også uklart, om Orica-GreenEdge betaler bøden på de 12.00 kroner, eller om buschaufføren får lov at punge ud.

 

Dagens Gossip