Tour-kongen genvinder titel i Oman

Hvis Tour de France-kongen Chris Froomes plan i 2014 er at kopiere 2013, hvor han blandt andet vandt Tour de France, så begynder det godt for briten.

Team Sky-rytteren sikrede sig søndag den samlede sejr i etapeløbet Tour of Oman, akkurat som han gjorde det i 2013, hvor han senere på året vandt verdens største cykelløb, Tour de France, i overlegen stil.

Froome grundlagde sin samlede sejr i Oman lørdag, og søndag skulle den blot forsvares på en 146,5 kilometer lang etape, der sluttede i en massespurt med tysk vinder.

Lotto-Belisol-rytteren André Greipel var stærkeste mand i spurten, hvor også danske Michael Mørkøv forsøgte sig.

Anstrengelserne gav Mørkøv en femteplads på etapen.

I den samlede stilling vinder Froome løbet foran amerikanske Tejay van Garderen og Rigoberto Uran fra Colombia.

/ritzau/

Dagens Gossip