Tour-stjerne forlader storhold

Det er ikke meget, det italienske cykelhold Lampre har haft at byde ind med under de sidste par års Tour de France. Men fra næste år kan man trække på et navn, der kender vejen til mål i verdens største etapeløb.

Lampre har således sikret sig Rui Costa, der i dette års Tour formåede at vinde to etaper efter at have deltaget i dagslange udbrud.

Den type ryttere er sjældne og Costa har da også været et eftertragtet navn efter at have vundet Schweiz Rundt i både 2012 og i år.

Alligevel har Lampre og Costa gensidigt valgt kun at skrive under for et år, hvor det "normale" ville have været en to- eller tre-årig kontrakt for en rytter med 26-årige Costas alder og kvaliteter.

- Det nemmeste ville være bare at få en tre-årig kontrakt og dermed have sikret sig en god løn for de kommende sæsoner. Men den nemmeste vej at gå er ikke altid den bedste. I mine øjne er det mest fair for begge parter, at man tager et år for at se, hvordan man passer sammen, siger Costa, som ikke lægger skjul på, at han ser frem til i højere grad at kunne køre sin egen chance.

- Jeg er nået til at sted i karrieren, hvor jeg kan gå efter et vigtigt resultat i klassementet af et løb som Tour de France, siger portugiseren, der i 2012 sluttede som nummer 18.

Når Costa træder ind ad svingdøren hos Lampre, forlader holdets enkeltstartsspecialist Adrian Malori til gengæld italienerne for at træde til hos Movistar. Det spanske storhold har også sikret sig Dayer Quintana, lillebror til den colombianske Tour-toer og bjergkonge med fornavnet Nairo.

Dagens Gossip