Toyota sætter turbo på Yaris

Efterspørgslen på Toyotas bedst sælgende bilmodel i Europa – Yaris – stiger kraftigt. Derfor indfører den japanske bilproducent fra juni 2014 treholdsskift på Yaris-fabrikken i Valenciennes i Nordfrankrig.

Produktionen vil herefter køre i døgndrift, hvilket medfører en stigning i produktionen af fabriksnye Yaris og Yaris Hybrid fra 840 til knap 1.100 pr. dag.

Læs også: Fejl sender 1,9 millioner Toyota'er på værksted

Den øgede produktion betyder, at Toyota samtidig skal ansætte 500 ekstra midlertidige produktionsarbejdere. Det bringer det samlede antal medarbejdere på fabrikken i Frankrig op på hele 4.000.

Indtil treholdsskiftet er rullet helt ud, forsøger Toyota at imødekomme efterspørgslen ved også at tage lørdag i brug til produktion.

Det er især hybridudgaven af Yaris, der bliver efterspurgt, og Toyota har derfor hævet produktionsplanen med hele 15 procent til i alt 220.000 Yaris i 2014. Den letkørte og yderst komfortable hybridbil kan i byen gennemsnitligt køre op til 32 km/l ved blandet kørsel.

Dagens Gossip