Træfsikre danske venstrebacks har ramt VM-formen

Skrevet af admin

11/12/2015

Dagens topnyheder

Det danske kvindelandshold i håndbold fik udstillet sine svagheder i onsdagens VM-kamp mod Ungarn, hvor danskerne led et syvmålsnederlag.

Men hvor kontraløbet, stregspillet og playmakerpladsen ikke fungerede, så faldt størstedelen af de danske mål igen fra venstre back, der gennem Danmarks fire første kampe har været yderst velspillende.

- De har gjort det godt på venstre back. Jeg synes, vi har været gode til at sætte dem i scene, siger landstræner Klavs Bruun Jørgensen.

Venstrebacken Stine Jørgensen er med sine 20 mål Danmarks topscorer, og hun føler, hun er kommet godt i gang med turneringen.

- Jeg er kommet ind og har læst spillet, fået nogle gode hopskud og gennembrud på ydersiden, hvor der har været god plads. Jeg føler, at jeg står godt, siger hun.

De tidspunkter, hvor Stine Jørgensen er faldet i niveau, har den anden danske venstreback, Anne Mette Hansen, taget over.

- Det er kommet helt naturligt, at vi supplerer hinanden godt. Anne Mette har spillet en rigtig fin slutrunde indtil videre. Hun er kommet ind og har gjort det, hun er god til, og det har virket rigtig godt, når jeg er gået ned, siger Stine Jørgensen.

Anne Mette Hansen er med sine 12 mål Danmarks fjerde mest scorende spiller på trods af, at hun i gennemsnit har spillet mindre end en halvleg i hver kamp.

- Stine og jeg har en god dynamik, og det er da også fedt for trænerne, at de kan sætte to ind, som bare kører på, siger hun.

De mange mål skyldes dog ikke, at de to backs bare hamrer bolde af sted mod mål. Faktisk er de Danmarks to mest træfsikre spillere overhovedet. Anne Mette Hansen har en scoringsprocent på 80, mens Stine Jørgensen ligger på 77 procent.

Fredag venter det fysisk stærke Montenegro-mandskab, og her håber de to backs på mere succes og flere mål.

- Jeg glæder mig til at møde Montenegro. De går endnu hårdere til den og er et virkelig fysisk mandskab, som ikke er bange for at dele nogle tæsk ud. Det er med til at motivere mig, siger Stine Jørgensen.

/ritzau/