Træner: Messi kommer fra det ydre rum

Endnu en gang er den lille argentinske troldmand Lionel Messi favorit til at vinde det internationale fodboldforbunds fornemste pris, Fifa Ballon d'Or.

Bookmakerne har ham som favorit, og flere står i kø for at rose ham.

- Du kan ikke sammenligne nogen med Messi. Cristiano Ronaldo er en god menneskelig fodboldspiller, men Messi er en marsbo. Han kan løbe hurtigere med bolden, end han kan uden, siger den tidligere argentinske landstræner Alfio Basile.

Favoritværdigheden er Messis, blandt andet på baggrund af et år, hvor argentineren for nylig overgik tyske Gerd Müllers rekord for flest scorede mål i et kalenderår.

Foruden Messi er spanske Andrés Iniesta og portugisiske Cristiano Ronaldo nomineret til at vinde Den Gyldne Bold, der bliver uddelt mandag omkring klokken 20.

Tidligere træner for FC Barcelona Pep Guardiola er heller ikke sen til at rose argentineren.

- Jeg har ondt af dem, der vil konkurrere om Messis trone, for det er umuligt. Drengen er fantastisk. Han scorer ikke bare mange mål, men han scorer mange fantastiske mål, hvor det ene er bedre end det andet, siger han.

Messis evige udfordrer Cristiano Ronaldo dyster endnu en gang med Messi om den fornemme pris. Ronaldo vandt i 2008, og argentineren har vundet de seneste tre gange.

Ronaldo er ikke uden chancer for at vinde prisen, mener portugiserens mangeårige landsholdskollega Nuno Gomes.

- Messi er en stor fodboldspiller, men Cristiano er fuldstændig fantastisk. Han er den bedste i verden, fordi han er den mest komplette spiller, siger Nuno Gomes.

Vinder Messi prisen, bliver han den første i historien til at kunne kalde sig verdens bedste fire gange.

Det er landstrænere, landsholdsanførere samt et udvalg af journalister, som vælger vinderen. Uddelingen sker i et samarbejde mellem Fifa og det franske fodboldmagasin France Football.

/ritzau/

 

Dagens Gossip