Trænerkonsulenten Pytlick gør en forskel i Makedonien

Skrevet af admin

11/04/2015

Dagens topnyheder

Det går forrygende for den tidligere danske håndboldlandstræner Jan Pytlick i den makedonske storklub WHC Vardar.

Efter danskeren trådte til som trænerkonsulent i klubben i februar, er resultaterne vendt for makedonerne, der lørdag kan sikre sig en plads i Champions League-semifinalerne, hvis klubben kan forsvare sin seksmålsføring fra hjemmekampen mod ungarske Györ.

Før Pytlick blev en del af trænerteamet under hovedtræner Indira Kastratovic, flirtede klubben med et tidligt exit fra Champions Leagues gruppespil.

- Selvfølgelig har jeg gjort en forskel, og jeg har haft indflydelse, men vi er mange personer, som har ydet en indsats, siger Jan Pytlick til det europæiske håndboldforbunds hjemmeside.

- Jeg sidder på bænken, og jeg laver en del af taktikken før kampene, men vi trænere gør tingene sammen, og mit samarbejde med hovedtræner Indira Kastratovic fungerer godt. Hun virker ikke til at føle, at jeg er kommet her for at overskygge hende, siger danskeren.

Jan Pytlick gik ikke arbejdsløs længe, da han blev fyret som dansk landstræner mellem jul og nytår. Under to måneder efter blev han ansat i Makedonien på en kontrakt, der løber i to og et halvt år.

Selv om der er visse forskelle på de to håndboldlande, så var det lige præcis den udfordring, som Pytlick søgte.

- Kulturen og mentaliteten er anderledes fra, hvad jeg er vant til i Danmark, men det var lige præcis, hvad jeg ønskede, og jeg må sige, at menneskerne hernede er virkelig gode til at tage mod folk, der kommer udefra. Det gælder for både herrerne og kvindernes side og fra alle omkring klubben.

- Det er et privilegium at arbejde med nogle ekstremt dygtige spillere, og det er fantastisk at arbejde i en af Europas topklubber, hvad angår både herre- og kvindehåndbold.

- Det er lidt lige som at gå igennem et cafeteria i en dansk håndboldhal og høre snakken gå, siger Jan Pytlick.

Selv om WHC Vardar vandt 24-18 over Györ i første kamp, så skal føringen glemmes under returkampen.

- Vi tager til Györ for at vinde den anden kamp. Vi skal ikke tænke på, at vi har en føring med os.

- Det giver selvfølgelig en sikkerhed under kampen, men vores mål er at vinde, og det tror jeg også, at vi er gode nok til at gøre i Györ, siger Pytlick.

/ritzau/