Trængte Lakers overrasker med sejr over tophold i NBA

Skrevet af admin

01/12/2014

Dagens topnyheder

Den faldne amerikanske basketballstorhed Los Angeles Lakers har gang i en forfærdelig sæson i NBA-ligaen, men natten til mandag dansk tid fik holdet en uventet succesoplevelse.

Anført af superstjernen Kobe Bryant, der scorede 31 point, lykkedes det LA Lakers at besejre topholdet Toronto Raptors 129-122 efter overtid hjemme i Staples Center.

LA Lakers er det dårligste hold af alle i Western Conference, mens Toronto Raptors omvendt topper Eastern Conference.

Lakers havde tabt fire kampe på stribe før kampen mod Toronto Raptors.

Efter kampen har Kobe Bryant og co. 4 sejre og 13 nederlag i grundspillet. Holdet får realistisk set meget svært ved at komme i slutspillet, selvom der endnu resterer mange kampe.

Toronto Raptors har 13 sejre og 4 nederlag og ser trods nederlaget ud til at være på sikker kurs mod slutspillet.

/ritzau/