Træt af at stå på ski? Prøv hundeslæde

Hunde i seletøj, der rører utålmodigt på sig, mens de venter på kuskens startsignal. Du er klar, har det varmeste sælskindstøj på og sidder mageligt på rensdyrskindet på slæden, mens solen bager på dit ansigt. Slæden sættes i bevægelse og hundene halser veloplagte af sted gennem det storslåede, snedækkede landskab.

En tur med hundeslæde er svær at beskrive – den skal ganske enkelt opleves.

Læs også: Find julemanden i Grønland

For mange er Grønland næsten synonymt med hundeslæde. Der findes da heller ikke nogen bedre måde at opleve Grønland på end ved at køre på hundeslæde gennem det hvide landskab, mens lyden af hundene og den knitrende sne er det eneste, der forstyrrer stilheden.

Hundeslæde er for alle aldre

Hundeslæde er for alle, og du kan prøve hundeslæde på en kort tur på 2 timer og helt op til flere dages ekspedition. Birte Bay på 60 år fortæller om hendes oplevelser på en hundeslædetur:

- Jeg var meget spændt og forventningsfuld inden turen. Jeg kastede mig ud i noget, jeg ikke vidste, om jeg kunne overskue, men det har været en helt fantastisk oplevelse. Større end jeg havde forestillet mig - hvis man ellers kan forestille sig sådan en tur, siger hun.

Her kan du køre på hundeslæde

Slædehunde findes kun nord for polarcirklen og i Østgrønland, og her lever i alt 25.000 slædehunde. Områderne kaldes i daglig tale for "Hundeslædedistrikterne". Sisimiut og Kangerlussuaq er de to sydligste byer på Grønlands vestkyst, hvor det er muligt at køre hundeslæde om vinteren og foråret.

De bedste måneder er februar, marts og april. Ved byen Qeqertarsuaq på Diskoøen kan man også køre hundeslæde, og i sommermånederne på Lyngmarksbræen i 7-800 meters højde.

I dagens Øst- og Nordgrønland spiller hundeslæden fortsat en betydelig rolle som transportmiddel for fiskere og fangere, som den har gjort det gennem flere tusinde år.

Dagens Gossip

Dagens TV