Træt Cancellara trækker sig fra Tour de France

Endnu et af Tour de Frances topnavne, Fabian Cancellara, er færdig i dette års udgave af det franske etapeløb.

Cancellaras hold, Trek, fortæller i en pressemeddelelse, at schweizeren ikke stiller til start på onsdagens 11. etape.

- Jeg tager nu hjem og tager en lille pause. Sæsonen har været lang, efter at jeg startede i Dubai, siger Fabian Cancellara.

- Jeg har haft 59 konkurrencedage indtil videre, og jeg har et andet stort mål til sidst i denne sæson: VM. Det er ingen hemmelighed, at jeg gerne vil være i god form ved den lejlighed, lyder det fra den schweiziske toprytter.

Cancellara har vundet otte Tour de France-etaper i sin karriere, men i år blev en andenplads på 9. etape det tætteste, han kom på sejrspodiet

- Årets rute var meget attraktiv for en rytter som mig. Jeg kunne godt lide den. Der var mange muligheder, og med lidt held kunne jeg være taget hjem med et resultat i lommen, mener han.

Touren fortsætter uden Cancellara indtil søndag den 27. juli. VM bliver afviklet i Ponferrada i Spanien sidst i september.

/ritzau/

Dagens Gossip