Træt Fuglsang: Bliver aldrig venner med Flèche Wallonne

Jakob Fuglsang er glad for stigninger, men alligevel er den afsluttende stigning i Fleche Wallonne, Mur de Huy, ikke hans favorit. Danskeren havde ifølge eget udsagn ikke benene denne onsdag, hvor Daniel Moreno blev den overraskende vinder.

- Det har jeg aldrig haft til Fleche Wallonne, og i dag var ingen undtagelse, sagde Fuglsang foran den lyseblå Astana-bus i Huy.

- Det er ikke min type afslutning, og måske bare ikke mit type løb. Jeg tror aldrig, jeg bliver gode venner med det. For mit vedkommende, så ligger det for tæt på Amstel Gold Race. Hvis man går dybt i Amstel, så har man kun to dage til at komme sig.

- Og så sidder det nok også lidt oppe i hovedet. Hvis man ved, at man ikke bliver til noget i finalen, så skal man efterhånden være columbianer for at gøre noget, sagde Fuglsang.

Danskeren sad længe fremme i feltet, og til sidst i løbet fungerede han som hjælperytter, inden den lede Mur de Huy splittede hele feltet. Fuglsang endte som nummer 69, og heller ingen af hans holdkammerater opnåede en topplacering. Det har indtil videre ikke været Astanas forår.

- Forårssæsonen har ikke været helt som vi havde håbet på, og slet ikke i forhold til sidste år, nu må vi se, hvad vi kan gøre på søndag. I Liege har vi top 3 fra sidste år til start, så mon ikke vi kan lave et eller andet, siger Fuglsang, og hentyder til sidste års vinder af Liege-Bastogne-Liege, Maxim Iglinskiy.

Liege-Bastogne-Liege passer umiddelbart bedre til Jakob Fuglsang, men Astana stiller med så stærke ryttere som Vicenzo Nibali, Maxim Iglinskiy og Enrico Gasparotto, og i den sammenligning bliver Fuglsang i denne omgang den lille.

- Jeg er tændt og optimistisk med hensyn til på søndag, men jeg er også godt klar over, at det måske kan være svært at få lov til at forsøge noget. Vi vil nok forsøge at køre løbet, som vi gjorde i Amstel Gold Race med Gasparotto eller Iglinskiy som kaptajn, og så måske Nibali alt afhængig af, hvordan han kommer ud af Giro del Trentino.

 

 

Dagens Gossip