Træt og skuffet Axelsen: Jeg tager stadig meget med mig

Godt midtvejs i andet sæt lignede det, at Viktor Axelsen skulle tage sin første sejr i seks forsøg mod den kinesiske verdensmester Chen Long, men kineseren skruede op, da trætheden meldte sig hos Axelsen.

Chen Long vandt kampen med cifrene 15-21, 21-17 og 21-16.

- Det var en blanding af træthed og af, at han stod rigtig skarpt i sin defensiv, mens mit angreb ikke rigtigt lykkedes så godt, lyder det fra Axelsen.

Trods nederlaget mener den 21-årige dansker, at han kan tage meget med fra årets Denmark Open.

- Det var verdens bedste, jeg mødte. Jeg er selvfølgelig skuffet, men jeg må også bare sige, at han var en bedre spiller end mig i dag. Men jeg tager stadig en masse med herfra alligevel, siger Viktor Axelsen.

- Jeg kan blandt andet tage med, at jeg slog en spiller i verdenstoppen og en lige udenfor verdenstoppen med overskud, siger han med reference til sejrene over Lin Dan og Son Wan Ho.

Endnu mangler han at sætte trumf på med en sejr i en Super Series-turnering, men han tror på, at den snart kommer.

- Jeg har været i finalen fire gange, tror jeg, så jeg nærmer mig. Jeg må bare holde skruen i vandet, og så håber jeg på, at den titel kommer snart, siger Viktor Axelsen.

Nederlaget til Axelsen betyder, at det er op til Christinna Pedersen og Joachim Fischer samt Mathias Boe og Carsten Mogensen, om der skal være dansk deltagelse i søndagens finaler.

/ritzau/

Dagens Gossip