Trævandledninger fundet under renovering i Christiansfeld

I år blev en ny etape af gaderenoveringen i Christiansfeld afsluttet. Under gravearbejdet fandt man stykker af de gamle trævandledninger, som forsynede den centrale brønd på Kirkepladsen. Ledningerne lå præcis som vist på Staunagers kort fra 1812.

I dag ligger et stykke af disse rør til konservering på Haderslev Museum. Man vil kunne se et stykke af det gamle vandrør udstillet på Koldinghus Museum på udstillingen ”Nyerhvervelser 2013” fra 11. januar – 2.marts 2014.

Kolding Kommune forventer at støde på flere af de gamle vandrør, når der startes op på renovering af Lindegade fra begyndelsen af marts næste år.

Restaureringen i 2013 tog hul på renovering af den ældste bydel og omfattede gaderne Kirkegårds Allé, Museumsgade og Nørregade.

Gadeprofilen er inspireret af optegnelser, gamle fotos og referencer fra andre brødremenighedsbyer. Det betyder, at de asfalterede veje i dag er belagt med granit. Ligeledes er fortovene blevet bredere, og der er plantet nye lindetræer.

Dagens Gossip