Trafikaftale sikrer bro og motorveje rundt i Danmark

Flere cykelstier, mere motorvej og mere miljøvenlige modulvogntog.

Det er nogle af hovedpunkterne i en ny trafikaftale mellem alle partier på Christiansborg undtagen Enhedslisten. Transportminister Magnus Heunicke (S) er tilfreds med, at det er lykkedes at samle stort set alle Folketingets partier i en bred aftale.

- Vi giver en hånd til produktionsdanmark, så virksomhederne kan få deres varer frem, og medarbejderne kan komme på arbejde.

- Og da vi har valgt at fokusere på projekter med høj forrentning, lever vi op til, hvad Produktivitetskommissionen anbefaler, siger Magnus Heunicke.

Med i aftalen er også en udmøntning af cykelpuljen på 175 millioner kroner til projekter i hele landet. Dermed fortsætter regeringen sin "ekstraordinære indsats" på cykelområdet, mener transportministeren.

Aftalen sikrer desuden, at der kommer 21 millioner kroner til at gennemføre den strategi til forebyggelse af højresvingsulykker, som transportministeren og justitsministeren lancerede i marts.

Pengene vil blandt andet blive brugt på at anlægge såkaldte cykelbokse i vejkryds og forbedre uddannelsen af chauffører.

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, mener, at aftalen vil styrke fremdriften på mange danske veje, skabe lokal vækst og gavne borgerne og erhvervslivet i alle dele af landet.

- Det er en god aftale, hvor vi nu iværksætter en række tiltrængte vejprojekter, som kommunerne og det lokale erhvervsliv har efterspurgt.

- Desuden får vi de effektive og miljøvenlige modulvogntog udbredt til stort set hele landet, og vi anlægger en lang række cykelstier landet over, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Kristian Pihl Lorentzen fremhæver broen over Roskilde Fjord ved Frederikssund, næste etape af motorvejen til Kalundborg, omfartsveje ved Ribe og Haderup samt en motorvej mellem Næstved og Rønnede, hvor der er afsat midler til en første etape.

- Derudover er det uhyre vigtigt, at vi omsider har fastlagt en linjeføring for den tredje Limfjordsforbindelse. De lokale borgere, der længe har måttet leve uden vished for, om de ville blive eksproprieret, har nu fået vished.

- Det samme gælder linjeføringen for den kommende opgradering af rute 26 mellem Svenstrup og Aarhus, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Han er samtidig tilfreds med, at der er enighed om at gennemføre en analyse, der skal give grundlag for et valg mellem de tre mulige overordnede linjeføringer for en "Hærvejsmotorvej" gennem Jylland.

/ritzau/

Dagens Gossip