Trafikalt knudepunkt i Jylland ventes åbent mandag morgen

Skrevet af admin

27/12/2015

Dagens topnyheder

Et af landets trafikale knudepunkter er natten til mandag igen blevet åbnet for bilister.

- E45 Taulovmotorvejen er netop nu blevet åbnet i begge retninger. Kør forsigtigt. Fugtige vejbaner og køligt vejr, skriver Sydøstjyllands Politi på det sociale medie Twitter klokken 01.35.

De voldsomme nedbørsmængder spærrede søndag for trafik på motorvejen ved Taulov i Sydøstjylland. Både mod Fyn og Sjælland, men også i vestlig retning.

Søndagen igennem og i timerne efter midnat har Beredskabsstyrelsen arbejdet på fuld kraft med at pumpe vand væk fra motorvejen.

Desuden har det været nødvendigt at rengøre vognbanerne for at gøre dem farbare igen.

Lukningen af strækningen betød, at trafikanter på vej hjem fra julebesøg søndag blev forsinkede, hvis de skulle forbi den store sammenfletning af E45- og E20-motorvejene ved Taulov.

I første omgang blev motorvejen lukket i østgående retning, men tidligt søndag morgen blev også strækningen i den modsatte retning spærret.

/ritzau/