Trafikkaos på Storebæltsbroen

Storebæltsbroen er onsdag ved middagstid spærret i retning mod Sjælland. I retning mod Fyn er kun ét spor åbent.

- Det skyldes et færdselsuheld med en lastbil på lavbroen i østgående retning umiddelbart før Sprogø. Formentlig er der et dæk, der er eksploderet, fortæller vagtchef Lars Thede Fra Fyns Politi.

Politi og redning arbejder på stedet, men Lars Thede kan ikke sige, hvor lang tid der vil gå, før broen igen er farbar.

- Det giver selv sagt nogle store trafikale problemer. Lastbilen hænger i autoværnet på midten, og derfor er det ene spor mod Fyn også spærret, fortæller Lars Thede.

I forbindelse med færdselsuheldet er der også løbet olie ud på vejen, som skal fjernes, før trafikken kan køre normalt.

Lastbilchaufføren er ifølge Lars Thede sluppet fra ulykken med lettere skader.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV