Trafikken flyder igen efter lastbiluheld på sjællandsk motorvej

»Trafiksituationen er den, at motorvejens tre spor i nordgående retning - som alle var spærret i en periode - blev åbnet klokken 11,« siger vagtchef Martin Bjerregaard til BNB.

En lastbil væltede tirsdag morgen, og det skabte problemer for morgentrafikken. Mellem otte og ti kilometer kø ramte morgentrafikanterne ved afkørslen i nordgående retning.

Lastbilen, der havde tjære om bord, væltede i rabatten, og noget af tjæren væltede ud på kørebanen. Derfor blev to spor lukket, mens der blev ryddet op. Det var et solouheld, og chaufføren slap uskadt.

Selv om lastbilen ikke er fjernet, glider trafikken dog igen, og der er ingen fare.

»Lastbilen ligger stadig væltet i rabatten, men en kemikalieberedskabsvagt har sikret, at lastbilens gods, som primært består af diverse kemikalier, ikke udgør nogen risiko,« forklarer vagtchefen til Berlingske Nyhedsbureau.

»Lastbilen vil blive fjernet i aften, når der er mindre pres på trafikken. Dermed regner man ikke med, at morgentrafikken onsdag bliver påvirket af ulykken,« siger han.

Ifølge bt.dk kender politiet ikke årsagen til, at det kunne gå så galt, og derfor er det heller ikke slået fast, om fart eller spiritus har været involveret i uheldet.

Dagens Gossip

Dagens TV