Trafikken flyder igen mellem Fyn og Sjælland

Søndag ved 15-tiden var der 11 kilometer lang kø for de bilister, der skulle til Sjælland. Kørebanen i østgående retning blev i en periode lukket. Den blev senere på aftenen genåbnet, og trafikken flyder søndag aften igen jævnt, oplyser politiet.

»Årsagen til køen var et færdselsuheld på broen, hvor en motorcyklist væltede, og nogle andre køretøjer blev impliceret. Det tog noget tid at rydde op efter uheldet, og det var det, der forårsagede køen,« siger vagtchef Henrik Karlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han fortæller, at køen først var opløst mellem klokken 18 og 19.

»Da vi havde fået afsluttet oprydningen efter det første uheld, så skete der endnu et færdselsuheld lige før Sorø med tre implicerede biler. Det forårsagede kø igen,« siger vagtchefen

Køen efter det andet uheld strakte sig på et tidspunkt hele vejen fra Sorø på Sjælland til Nyborg på Fyn, fortæller Henrik Karlsen.

Motorcyklisten, der væltede på Storebæltsbroen, fik åbent benbrud i ulykken.

Dagens Gossip

Dagens TV