Trafikken nærmer sig normale tilstande efter Gorm

Skrevet af admin

30/11/2015

Mest læste i dag

Efterdønningerne af stormen Gorm synes umiddelbart begrænsede i forhold til togtrafikken mandag formiddag, hvis man ser på meldingerne fra DSB.

På Kystbanen mellem København og Helsingør betyder væltede træer og tekniske problemer, at det ikke er muligt at køre mellem Nivå og Helsingør.

- Kystbanen er blevet lidt groggy af Gorm. Den har her til morgen også fået et teknisk problem i form af en fejl på et sporskifte ved Rungsted, så vi kan ikke køre tog mellem Rungsted Kyst og Helsingør, siger Trafikinformationschef i DSB, Tony Bispeskov, til Ritzau.

Der er sat togbusser ind på strækningen, og DSB regner med at kunne give en melding omkring middagstid angående, hvorvidt det kommer til at påvirke eftermiddagens myldretrafik.

Grenaabanen mellem Ryomgård og Grenaa er igen blevet åbnet, efter at nogle væltede træer er blevet fjernet fra sporet.

Færgen til Bornholm fra Ystad har været aflyst hele morgenen på grund af varsling om meget hårdt vejr, og DSB forventer, at genoptage driften med ICBornholm på afgangen 16:44.

- Det gør vi ud fra en forudsætning om, at færgen klokken 18:30 sejler, siger Bispeskov.

S-togene, der blev indstillet søndag aften klokken 22:00 på grund af stormen, kører med små forsinkelser, men det skyldes tekniske fejl og har ikke noget med stormen at gøre.

Flere regionale forbindelser i Jylland og på Fyn blev desuden lukket søndag aften på grund af væltede træer, men Banedanmark oplyser til Ritzau, at de pågældende strækninger alle er blevet ryddet op, og de er dermed farbare.

De danske veje er igen ved at ligne sig selv efter Gorms hærgen, men man skal stadig være forsigtig, hvis man kører ud.

Vejdirektoratet melder, at der stadig er kraftig vind på Vejlefjord-broen, men sammen med de øvrige danske broer, er den åben.

- Det blæser stadig meget, og der er en del væltede træer og tabt gods rundt omkring i landet, som er ved at blive ryddet op. Politiet advarer om, at man stadig skal være forsigtig, hvis man kører steder med tæt bevoksning, siger Rune Johansen, vagthavende i Vejdirektoratet.

- Det lader dog til, at der snart er normale tilstande igen, og vi forventer, at det vil se ganske fornuftigt ud her omkring middag.

/ritzau/