Trafikminister advaret om ringe DSB-sikkerhed

Trafikminister Henrik Dam Kristensen (S) har fået flere advarsler fra de faglige organisationer om, at sikkerheden efter deres mening halter i DSB. Både Dansk Jernbaneforbund og HK Trafik & Jernbane har advaret ministeren. Det er sket hen over efteråret.

Selv oplyser ministeren, at han ikke har hørt om eventuelle sikkerhedsproblemer fra Trafikstyrelsen.

- HK Trafik & Jernbane har ved et møde i november 2012 overfor ministeren påpeget en række sikkerhedsmæssige hændelser, som har fundet sted på Københavns Hovedbanegård i efteråret 2012,

- Det er hændelser, som hver især kunne have ført til en ulykke. Hændelserne kan føres tilbage til et uforholdsmæssigt stort arbejdspres på medarbejderne i Fjernstyringscentralerne, siger Andreas Hasle, formand for HK Trafik & Jernbane.

HK Trafik og Jernbane har siden mødet med ministeren haft en løbende dialog med Banedanmark for at få fjernet risikoen.

Henrik Dam Kristensen sagde i en skriftlig kommentar onsdag til sagen, at han ikke havde indikationer fra Trafikstyrelsen på, at der skulle være problemer med sikkerheden i togene.

Det skete efter, at togtrafikken over hele landet var lammet på grund af faglige møder blandt lokomotivførerne, fordi de netop er bekymret for sikkerheden i DSB.

Formanden for Dansk Jernbaneforbund, Henrik Horup, oplyser, at han også på jævnlige møder med ministeren siden oktober har redegjort for synspunkterne om, at der er problemer med sikkerheden hos DSB.

- Vi har orienteret ministeren om forskellige problemstillinger, herunder også sikkerhedsspørgsmål og de frustrationer, som det medfører.

- Jeg synes måske ikke, det er helt fair af ministeren at sige, at han ikke kender til det. Men han skal jo henholde sig til Trafikstyrelsen, og hvis den siger, at der ikke er indikationer på at sikkerheden halter, så har ministeren jo ret, siger Henrik Horup.

Dansk Jernbaneforbund er indkaldt til møde i Trafikstyrelsen, hvor konkrete eksempler på den haltende sikkerhed skal lægges frem.

/ritzau/

 

Dagens Gossip