Trafikoffer kvæstet i nordjysk harmonikasammenstød

Skrevet af admin

23/11/2015

Mest læste i dag

På grund af oprydningsarbejdet efter en større trafikulykke mandag morgen blev motorvejen ved Brønderslev spærret i nordgående retning. Tre personer blev kørt på hospitalet efter ulykken.

Ifølge Nordjyllands Politi er to af de tre kun kommet lettere til skade. Men for den tredjes vedkommende er det mere alvorligt.

- Han er blevet overført til sygehuset i Aalborg, og den seneste melding går på, at hans tilstand er kritisk, fortæller Per Vagn Nielsen, der er vagtchef hos Nordjyllands Politi.

Vagtchefen oplyser, at der er tale om en 54-årig mand fra Vesthimmerland. Hans hustru er blevet underrettet.

Ulykken skete omkring klokken halv syv mandag morgen. Her stødte en række biler sammen på Hirtshalsmotorvejen.

- Der er fem biler, der er involveret i et harmonikasammenstød på motorvejen, fortæller Per Vagn Nielsen.

Ifølge TV2 Nord var to af de implicerede biler varevogne, og de endte begge i grøften. Her valgte redningsfolkene at skære bilerne op for at frigøre de fastklemte førere.

Hos Nordjyllands Politi oplyser Per Vagn Nielsen til Ritzau, at politiet nu er i gang med at undersøge de nærmere omstændigheder bag ulykken.

Ud over afhøringer på ulykkesstedet er politiet til stede på hospitalet for at afhøre de tilskadekomne i det omfang, det er muligt.

Derudover har politiet sendt en bilinspektør til ulykkesstedet. Bilinspektøren skal her foretage tekniske undersøgelser, som siden hen kan belyse omstændighederne omkring ulykken nærmere.

Vejdirektoratet oplyser, at motorvej E39 vil åbne for trafik igen først på formiddagen.

/ritzau/