Trafikråd er bekymret over løsere mål for trafikkontrol

Rådet for Sikker Trafik er en smule bekymret ved udsigten til, at politiet ikke længere skal opfylde bestemte måltal for indsatsen i trafikkontrollen.

Justitsminister Søren Pind (V) har besluttet at droppe dem i 2016 og i stedet bruge året på at finde på nye måder at vurdere politiets indsats på.

Mogens Kjærgaard Møller, der er direktør i Rådet for Sikker Trafik, er hverken for eller imod måltal, så længe han bare kan være sikker på, at politiet rent faktisk foretager de nødvendige kontroller.

- Der er ingen tvivl om, at de signaler, der udsendes gennem udpegning af særlige indsatsområder selvfølgelig opfanges ude omkring. Derfor kan jeg godt være bekymret over, at måltallene forsvinder.

- Men det, der i bund og grund er afgørende, er, at politiet rent faktisk er til stede på vejene. Vi ved fra undersøgelser, at det betyder meget for den måde, folk opfører sig på i trafikken, siger han.

Mogens Kjærgaard Møller mener, at det først og fremmest handler om at have proportionerne på plads i politiets indsats, og her bør trafikken efter hans mening veje tungt.

- Antallet af dræbte i forbindelse med bande- og rockervirksomhed er jo ret begrænset, når man sammenligner med trafikken, hvor mere end 3000 personer hvert år kommer til skade eller bliver slået ihjel.

- Mange af disse ulykker skyldes, at folk kører fuldstændigt åndssvagt, og der er politiets kontrolindsats meget vigtig.

- Men omvendt ved jeg også igennem min kontakt til politikredsene, hvor betydningsfuld man anser det her for at være derude, siger han.

I 2015 var målet, at politiet skulle udstede 150.000 bøder for færdselsforseelser.

/ritzau/

Dagens Gossip