Tragisk ulykke i Nordsjælland: Tre mister livet i trafikulykke

To mænd og en kvinde er onsdag eftermiddag blevet dræbt ved en voldsom trafikulykke på Hillerød Motortrafikvejen i Nordsjælland.

Ulykken skete umiddelbart syd for Roskildevej, hvor en mand og en kvinde fra Holbæk holdt stille i vejsiden, oplyser Nordsjællands Politi.

På et tidspunkt beslutter føreren af bilen, en 69-årig mand, at foretage en U-vending og drejer ud lige foran en bil, der bliver ført af en 62-årig mand fra Brønshøj i København.

Bilen med manden fra Brønshøj brager ind i den anden bil og rammer den i venstre side ved forskærmen og døren til førersædet.

En akutlæge nåede som den første frem til ulykkesstedet, men kunne blot konstatere, at begge mænd og kvinden, der var 60 år, allerede var døde.

- Det vurderes, at de alle er dræbt umiddelbart i forbindelse med kollisionen, der har været meget kraftig, skriver Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Hastighedsbegrænsningen på stedet er 90 km/t, men politiet understreger, at der hverken er mistanke om, at bilisten har kørt for stærkt eller, at der skulle være tale om spirituskørsel.

Nordsjællands Politi skønner, at ulykken ene og alene skyldes den 69-årige førers ulovlige U-vending.

Sidst på eftermiddagen arbejder politiet stadig på at underrette de dræbtes pårørende.

Efter ulykken var Hillerød Motortrafikvej spærret i godt tre timer, men kort efter klokken 16 kunne den igen åbnes for trafik.

/ritzau/

Dagens Gossip