Transportbranche vil have præcise regler for cabotagekørsel

Skrevet af admin

16/06/2016

Dagens topnyheder

Det er trist, at en strid om udenlandske lastbilchaufførers arbejde på de danske veje er endt med, at EU-Kommissionen har trukket Danmark for EU-Domstolen.

Det siger Michael Svane, branchedirektør i Dansk Industri Transport. Han så gerne, at krudtet i stedet blev brugt på at få styr på de uklarheder, der er i reglerne for den såkaldte cabotagekørsel.

- Transport i dag er grænseoverskridende. Og det er til stor fordel for Danmark og europæiske virksomheder, siger Michael Svane.

- Men forudsætningen er, at vi har ens, fælles spilleregler, som er til at forstå for de vognmænd, der kører på landevejene, og for de myndigheder, eksempelvis politiet, der kontrollerer det.

Striden mellem Danmark og kommissionen bunder i, hvorvidt chaufførerne har lov til at køre rundt i Danmark og både fylde varer på og læsse varer af på den samme tur.

Ifølge de danske regler tæller det som to ture, hvis chaufføren både læsser af og fylder nye varer på lastbilen, og chaufførerne rammer derfor hurtigt loftet på tre ture inden for syv dage.

Kommissionen mener, at Danmark ikke anvender EU's regler for cabotagekørsel, som altså giver udenlandske transportfirmaer lov til at udføre op til tre cabotageture i en anden medlemsstat end deres egen, efter de har læsset varer af.

- Jeg opfordrer regeringen til at bruge kræfterne på at tale med kommissionen om at få en definition af, hvad man forstår ved en tur. Så får vi løst en række af de spørgsmål, som vi i erhvervet og politikerne er optaget af, siger Michael Svane.

Også Karen Roiy, europapolitisk chef for ITD, Brancheorganisation for den danske vejgodstransport, mener, at en klarere definition af cabotagekørsel er nødvendig.

- Den største udfordring på det europæiske marked er, at man fortolker reglerne forskelligt, siger Karen Roiy.

- Det kan give anledning til unfair konkurrence, og derfor skal vi have fælles EU-regler, så vi kan fortolke dem ens, siger hun.

/ritzau/