Transportminister åbner togdøren for DSB-rivaler

»Jeg udelukker ikke, at vi også skal kigge på udbud, og jeg har gode erfaringer med Arriva. Vi diskuterer i øjeblikket i Nordjylland, med de nordjyske jernbaner, om der er nogle ting vi kan gøre anderledes, så jeg ser gerne, at vi har forskellige heste at spille på,« siger transportminister Henrik Dam Kristensen, der heller ikke udelukker Venstres forslag om at se på S-togsdriften.

Til efteråret er oppositionspartiet klar med en plan for fremtidens togdrift, der gør op med de monopollignende tilstande - hvis man ser bort fra de midt- og vestjyske baner, hvor Arriva har kørt i cirka ti år.

»Det skal forstås på den måde, at vi kigger på jernbane-danmarkskortet og ser, hvor trafikken hænger naturligt sammen. Vi forestiller os, at vi laver en masterplan, hvor man har en syv-otte pakker, der kan udbydes over de næste ti år. Så det er en koordineret plan, der munder ud i, vi får en bedre togkørsel til en billigere pris,« siger trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V), der kalder det oplagt at begynde med S-togsnettet i hovedstadsområdet.

Henrik Dam Kristensen siger til dr.dk, at han er »åben over for den her diskussion«. Han understreger dog, at DSB også skal spille en afgørende rolle i fremtiden.

Torsdag formiddag skal transportministeren i samråd for netop at forklare, hvad regeringen har tænkt sig at gøre i forhold til at sende togdriften i udbud.

Dagens Gossip