Transportminister kræver IC4-svar fra DSB

Skrevet af admin

12/08/2015

Mest læste i dag

Det vækker bekymring hos den nytiltrådte transportminister, at DSB gang på gang halser efter planen for IC4-togenes udbredelse på den danske jernbane.

Derfor har han nu bedt den statsejede virksomhed om et møde, hvor han vil have redegjort for togenes situation.

- Når jeg ser, at DSB selv siger, at de ikke overholder deres egen plan, så er vi nødt til at undersøge, hvad der er op og ned i det her, siger Hans Christian Schmidt (V) til Ritzau.

Tirsdag meddelte DSB, at man ikke kan nå målet om, at IC4 ved udgangen af august skulle køre med et gennemsnit på 10.500 kilometer mellem de togfejl, der udløser forsinkelser.

Det sker kun to måneder efter, at selskabet reviderede indsættelsesplanen, fordi den tidligere udgave også var skredet.

Og det vækker bekymring hos den nye minister.

- Vi er nødt til at få boret ud, hvad det er for noget, for hvis man ikke kan leve op til de ting, man har sagt, så skal vi have en snak om, hvad vi gør ved det. Der er flere muligheder, men der er ikke nogen, der ligger lige for til at begynde med, siger han.

De oprindelige 83 IC4-tog skulle have været i fuld drift 1. januar 2006, men ni et halvt år efter denne dato er det kun 36 IC4-tog, der indgår i køreplanen.

DSB's aktuelle mål lyder, at 77 IC4-tog skal være på skinnerne i 2019.

Denne prognose var en del af grundlaget for den trafikkontrakt, som den tidligere regering med støtte fra SF og Enhedslisten indgik med DSB i foråret, og som gælder de næste ti år.

Transportministeren vil dog endnu ikke tage stilling til, om de seneste problemer skal medføre en revidering af kontrakten.

Spørgsmål: Er det gangbart at basere de næste ti års drift af den danske jernbane på en plan, der allerede er skredet?

- Det er en politisk vurdering og en juridisk vurdering. Jeg har bedt om at få den juridiske, og indtil da vil jeg gerne vente med den politiske.

- Men du har ret i, at der er ting, der kan gå hen og konflikte med hinanden, og det kan jeg ikke udelukke. Men man kan heller ikke i dag sige, at det er sådan, påpeger ministeren.

/ritzau/