Transportminister kræver redegørelse for DSB-brøler

Skrevet af admin

12/08/2015

Dagens topnyheder

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) kræver en grundig redegørelse fra DSB om en sag, hvor kunders private oplysninger ifølge DSB ved en fejl er sendt til fremmede.

Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.

- Det er stærkt bekymrende. Sådan noget må ikke ske. Og jeg er også meget forundret over, at jeg først har hørt om sagen her til morgen.

- Nu har jeg bedt om straks at få en grundig redegørelse fra DSB, siger Hans Christian Schmidt.

Ifølge DSB er over 10.000 DSB-kunder ved en fejl blevet udsat for, at personoplysninger, de har givet til DSB Plus, er sendt til andre, skriver ministeriet.

DSB Plus er ifølge ministeriet et produkt, hvor kunderne bliver opfordret til at give oplysninger om deres rejsemønstre. Til gengæld får kunderne fordele som for eksempel information om togdriften og kiosk-rabatter.

Transport- og Bygningsministeriet oplyser, at det ikke har nogen kontrakt med DSB om det produkt.

Hans Christian Schmidt kræver handling fra DSB i sagen.

- Når DSB laver sådan et produkt, er det selvfølgelig ekstremt vigtigt, at DSB og DSB's samarbejdspartnere formår at holde de data, de får om deres kunder, tæt til kroppen. Det skal være sikkert at bruge DSB's produkter, siger Hans Christian Schmidt.

- DSB skal selvfølgelig orientere os om, hvad der helt præcist er sket, og - endnu vigtigere - sætte alle kræfter ind på at forhindre, at det eller noget lignende sker igen.

- Hvordan DSB vil sikre det, skal DSB levere svar på i den redegørelse, de sender til mig, siger han.

/ritzau/