Transportministeren sender Post Danmarks nye el-biler på gaden

Skrevet af Elo Christoffersen

14/05/2013

Dagens topnyheder

Transportminister Henrik Dam Kristensen kørte med, da den første af Post Danmarks nye el-biler i dag blev afleveret til postbudene i Roskilde. Med køreturen markerede Henrik Dam Kristensen, der selv er tidligere postbud, at Post Danmarks 50 nye el-biler nu er klar til at komme ud med breve og pakke rundt om i landet.

- Efter at have prøvet at køre i en af de nye el-biler kan jeg godt forstå, at postbudene glæder sig til at tage dem i brug. Bilerne er utrolig støjsvage og har en høj komfort med bl.a. automatgear, siger transportminister Henrik Dam Kristensen, og fortsætter:

- Jeg er glad for Post Danmarks satsning på grønne køretøjer i stor skala. Transportbranchen står over for udfordringer i forhold til at nedbringe CO2-udledningen, og der er brug for store spillere, som tør gå forrest og fremme udviklingen af mindre forurenende og også mere støjsvage køretøjer.

Med 1.700 el-cykler, 100 el-scootere og nu 50 el-biler er Post Danmark den største ejer af el-køretøjer i Danmark.

El-bilerne bliver taget i brug efter et vellykket forsøg på Bornholm, der blandt andet viste, at elbilens rækkevidde er optimal i forhold til post-kørsel.

Post Danmark opstiller selv ladestationer i de forskellige distributionscentre, hvor de 50 el-biler skal starte og slutte omdelingen af dagens post. Post Danmarks nye el-biler er af mærket Mercedes-Benz Vito E-cell. 25 af de nye el-biler er højrestyret.