Travl Eriksen tager storform med til Sverige

Skrevet af admin

09/11/2015

Dagens topnyheder

Det er en Christian Eriksen fuld af selvtillid, der sammen med resten af det danske landshold på lørdag skal forsøge at hente et godt resultat i Sverige.

Midtbanespilleren har høstet store roser for sine præstationer for Tottenham - senest i 1-1-kampen mod rivalerne fra Arsenal søndag.

Og Eriksen regner da også med, at han kan tage det gode spil med, når Danmark møder Sverige i den første playoffkamp om en EM-plads.

- Det går rigtig godt i klubben, og jeg synes også, at jeg har været inde i en god periode. Så man kommer selvfølgelig med selvtillid, siger Eriksen.

Han har haft travlt på klubplan den seneste uge, hvor Tottenham har været i ilden tre gange. Men alligevel føler Eriksen sig helt klar til kamp.

- Jeg har fået en del minutter på det seneste, og den seneste uge har været lidt hektisk. Men jeg har ingen skavanker, så det går rigtig fint, siger han.

Eriksen var skadet i nogle af landsholdets sidste kvalifikationskampe, hvor det blev 0-0 mod Albanien og Armenien. Mod Portugal var han tilbage på holdet, men det ændrede ikke på, at Danmark måtte forlade banen uden scoringer i 0-1-nederlaget.

Og Eriksen mener, at Danmark måske kunne lære lidt af hans klubhold - der omvendt også kunne lære noget af Danmark.

- Der bliver spillet på lidt forskellige måder. I England er det meget direkte, hvorimod bolden bliver kørt lidt mere rundt på landsholdet.

- Her kunne vi på landsholdet måske godt lære at være lidt mere angrebsivrige, og i Tottenham kunne vi nogle gange godt tage den lidt mere med ro, siger Eriksen.

Han glæder sig til to afgørende kampe mod rivalerne fra den anden side af sundet.

- Det bliver utrolig spændende. Det bliver et lokalderby for landshold, så det bliver rigtig sjovt, og der er jo også lidt flere følelser indblandet, når det er mod vores rivaler fra nabolandet, lyder det fra Eriksen.

/ritzau/