Travl weekend hos Bornholms Politi

Bornholms Politi har haft en travl weekend.

Fredag morgen mistede en 39-årig kvinde herredømmet over sin bil på Søndre Landevej ved Pedersker. Det skete på grund af en sneglat vej, og bilen gled over i modsatte kørebane, hvor hun blev påkørt af en anden bil. Der skete ingen personskade.

Der skete fredagved 10.30-tiden et færdselsuheld i krydset Kirkevej/Rønnevej i Nylars. En holdende bil ville dreje til venstre fra Rønnevej og ned ad Kirkevej. Her blev den påkørt bagfra af en 75-årig mandlig bilist. Den holdende bil blev skubbet over i den modsatte kørebane, hvor den blev ramt af en modkørende bil. En undersøgelse af den 75-åriges bil viste, at alle fire dæk var nedslidte og ikke egnet til vinterkørsel.

Fredag ved 12.30-tiden skred en 50-årig mand ud med sin bil i det sneglatte føre ud for Bodilsker Kirke. Manden endte i et busskur, hvor køretøjet endte på taget. Han kunne dog komme ud ved egen hjælp. Der blev sendt en ambulance, hvor en læge kunne tjekke ham.

En 52-årig mand blev fredag aften snuppet på en knallert 45 i Møllegade i Rønne. Manden havde intet kørekort og knallerten var hverken indregistreret eller forsikret. Desuden havde han en passager på knallerten.

Også en 24-årig kvinde blev fredag aften taget på en knallert 45. Det skete på Torneværksvej i Rønne. Hun havde intet kørekort.

Tidligt lørdag morgen fik en 31-årig mand en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Manden var røget i slagsmål med en anden gæst på Torvets Pølsebar på Store Torv i Rønne. Da politiets patrulje kom til stedet, blev der lagt en dæmper på situationen, men den 31-årige fra Rønne tog fat i den ene af betjentene og det resulterede i en bøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Lørdag eftermiddag skete der et færdselsuheld på Sdr. Strandvej i Tejn. En 53-årig kvinde mistede herredømmet over sin bil og kørte ind i et stengærde. Det skyldtes det glatte føre. Kvinden blev vejledt med hensyn til forsikring og redningskorps.

Bornholms Politi modtog lørdag aften en henvendelse fra en borger på Sejersvej i Rønne. Her var der en bortløben hund, der var indfanget. Hunden var mellemstor, sort og hvid med brune poter og uden navneskilt. Falck blev sendt til stedet, der transporterede hunden til Hoglebjerg. Anmelderen kunne ikke længere have hunden hos sig.

Lørdag aften ved 21.45-tiden ringede en borger til politiet og fortalte, at der lå en person i sneen på Bækken i Rønne. Politiet blev sendt til stedet og det viste sig, at personen ikke kunne komme på benene igen. Det viste sig, at en 57-årig mand havde mistet både sin stedsans og balanceevne. Betjentene fik hjulpet manden på benene og han blev kørt hjem.

Et havehus på Smallesund i Haveforening Solvang i Rønne har været udsat for hærværk. Der er kastet en potteplante ind gennem en indgangsdør til havehuset. Hærværket er sket mellem torsdag klokken 12 og lørdag klokken 10.

Der er stjålet en halvanden meter høj træfigur, der forestiller en thaidame, fra et cafeteria på Sdr. Hammer på Nexø Havn. Det er sket søndag mellem klokken 15 og 16.

Dagens Gossip