Travle sygeplejersker må opgive arbejdsopgaver

Hver femte sygeplejerske har altid meget travlt, og knap hver tiende når aldrig alle sine arbejdsopgaver.

Det viser en undersøgelse, som Megafon har lavet for Dansk Sygeplejeråd, skriver netmediet avisen.dk.

Undersøgelsen kommer i kølvandet på TV2's afsløringer af kritisable forhold i sundhedsvæsnet i forbindelse med dokumentaren "Patienten der fik nok", som bliver sendt torsdag aften.

- Det er et tydeligt signal om, at hverdagen er blevet langt mere presset for alle sygeplejersker, siger formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen til avisen.dk.

Hun understreger, at det er en stor stressfaktor aldrig at nå alle sine opgaver, ligesom tallene vidner om en hverdag på de danske hospitaler uden pusterum for sygeplejerskerne. Og det kan få alvorlige konsekvenser, mener hun.

- En konstant travlhed er med til at svække sikkerheden, fordi det ikke kan undgås, at koncentrationen svigter en gang imellem.

- Nogle af de ting, du ikke når, er også vigtige ting, som har fatale konsekvenser, når det drejer sig om den enkelte patient, siger Grete Christensen til avisen.dk.

Undersøgelsen viser samtidig, at problemet er blevet værre over de seneste år. Således er der i dag dobbelt så mange sygeplejersker, der altid har travlt, som for tre år siden. Og andelen af sygeplejersker, der aldrig når alle deres opgaver, er mere end tredoblet.

Det er et udtryk for, at politikerne strammer en effektiviseringsskrue, hver gang der skal forhandles nye budgetter, mener Grete Christensen, der derfor har et klart budskab til politikerne:

- Der er brug for flere sygeplejersker. Og så er der brug for, at politikerne tager ansvar og gør noget ved den mishandling, vi udsætter vores sundhedsvæsen og dets medarbejdere for.

- I dag er det den enkelte sygeplejerske, der skal bære hele presset. Og det er simpelthen ikke rimeligt, siger hun.

/ritzau/

Dagens Gossip