Travlhed hos skadedyrsbekæmpelsen: Det vrimler med rotter i Horsens

Det myldrer med firbenede gnavere i Horsens Kommune. På et år er antallet af rotteanmeldelser mere end tredoblet.

Rottebekæmperne har 'sindssygt travlt', som de selv udtrykker det:

- Vi får normalt 40 anmeldelser om ugen på denne årstid, men i januar var vi oppe på cirka 150. Travlheden går ikke ud over servicen, men det betyder, at vi må løbe hurtigere. Vi forventer dog, at anmeldelserne lander på et normalt niveau, når foråret kommer, fortæller Jan Tjerrild og Leo Jørgensen, der bekæmper rotter i Horsens Kommune.

Det er regn og efterfølgende frost, der har givet ekstremt mange rotter.

Borgerne kan ringe direkte til kommunens rottebekæmpere, hvis de har mistanke om rotter på deres ejendom eller virksomhed.

Og den direkte kontakt er altafgørende for et effektivt resultat.

- Den direkte kontakt sikrer, at kunden ikke skal forklare den samme problematik flere gange. Samtidig kan der spares både tid og penge, hvis vi i forvejen befinder os i det område, hvor opkaldet kommer fra, siger Jan Tjerrild.

Han understreger, at bekæmpelsen af rotter sker så humant som muligt:

- Langt de fleste rotter befinder sig heldigvis uden døre, men alt afhængig af, hvor vi møder dyrene, sætter vi fælder op eller lægger gift. Vi følger desuden op på vores besøg, indtil vi er sikre på, at rotterne er væk.

Dagens Gossip