Tre anholdt for hjælp til mistænkt Boston-bomber

USA: Politiet i Boston har anholdt tre universitetsstuderende i forbindelse med bombesprængningerne ved byens maratonløb den 15. april.

Ifølge oplysninger til avisen Boston Globe er de tre anholdte studerende på University of Massachusetts Dartmouth. Oplysninger til TV-stationen NBC går på, at to af de anholdte er tidligere bofæller med den mistænkte bombemand, 19-årige Dzhokhar Tsarnaev.

Han ligger i dag på hospitalsafdelingen i et fængsel i Boston, efter at han blev alvorligt såret under jagten på ham og hans 26-årige storebror, Tamerlan Tsarnaev. Den ældste af de to etnisk tjetjenske brødre blev dræbt under jagten efter en dramatisk skudskudveksling med politiet, hvorunder en politibetjent også mistede livet.

En politikilde siger til Boston Globe, at to af de mistænkte kan have hjulpet Dzhokhar Tsarnaev efter bombeangrebet ved at lægge hindringer i vejen for opklaringsarbejdet og afgive usandfærdige forklaringer. AFP skriver, at hjælpen blandt andet skulle have bestået i, at de har hjulpet Dzhokhar Tsarnaev med at skjule sine ejendele for politiet.

I hvert fald en af de anholdte er amerikansk statsborger, skriver Reuters.

I en officiel meddelelse på Boston-poltiets hjemmeside om dagens anholdelser siges det, at der ikke er fare for den offentlige sikkerhed, og at politiet ikke foreløbig har flere oplysninger, men at der indkaldes til et pressemøde senere onsdag.

Tre personer blev dræbt og 250 såret under angrebet mod maratonløbet. Her eksploderede to trykkogere, der var omdannet til bomber og fyldt med søm og metalsplinter, i menneskemængden langs opløbsstrækningen.

Dagens Gossip