Tre anholdt på Fyn: Mistænkes for hjemmerøveri

Skrevet af admin

23/04/2015

Dagens topnyheder

Politiet i Assens på Fyn anholdt torsdag tre personer, der mistænkes for at stå bag et hjemmerøveri i Vissenbjerg tidligere på ugen.

- Vi arbejder med dem nu, men vores mistankegrundlag er så stærkt, at vi vil fremstille dem i et grundlovsforhør fredag, siger Peter Skov Jørgensen fra lokalpolitiet i Assens til fyens.dk.

Ifølge politiet trængte to gerningsmænd omkring klokken to natten til tirsdag ind til en 74-årig kvinde i hendes bolig på Østergade i Vissenbjerg, hvor de truede sig til kontanter og et tv.

I forbindelse med røveriet slog gerningsmændene kvinden, så hun fik flænger i hovedet, på armene og på knæet og måtte køres til behandling på Odense Universitetshospital.

Politiet fik først anmeldelsen om hjemmerøveriet tirsdag morgen klokken 5.15, da en hundelufter så kvinden sidde uden for huset med blod i ansigtet.

Vidner så efter røveriet, at en bil, som formentlig er gerningsmændenes, gassede op og kørte derfra i høj fart.

Ved røveriet lykkedes det røverne at slippe af sted med et fjernsyn og nogle rede penge. Ifølge fyens.dk drejer det sig om 500-600 kroner.

Kvinden har fortalt politiet, at to røvere, der var inde i huset, var unge. De var maskerede med noget mørkt for ansigtet.

Politiet mistænker nu tre mænd i sagen. Den ene blev anholdt torsdag morgen, mens de to andre blev anholdt i løbet af eftermiddagen, skriver fyens.dk.

/ritzau/