Tre attentatmænd er dræbt på hotel i Burkina Faso

Skrevet af admin

16/01/2016

Dagens topnyheder

Tre attentatmænd er blevet dræbt, og 126 gidsler er reddet fra hotel i Burkina Faso, oplyser landets indenrigsminister ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han tilføjer, at mens belejringen af Splendid Hotel og restaurant i Ouagadougou nu er overstået, så er det nærliggende Yibi Hotel i hovedstaden under angreb.

Splendid Hotel blev angrebet fredag aften, og det har kostet mindst 20 mennesker livet, mens andre 15 blev kørt på hospitalet.

Den militante gruppe al-Qaeda i Nordafrika (Aqim) har påtaget sig skylden for angrebet.

I en erklæring skriver al-Qaeda i Nordafrika, at gruppen målrettet gik efter hotellet "Splendid", fordi det er "populært blandt udlændinge" og "besøgt af folk fra vantro nationer", skriver The New York Times.

I udtalelsen hedder det, at de militante har sendt en besked "skrevet af islams helte med deres blod og kropsdele". Angrebet har ifølge Aqim til hensigt "at straffe kors-troende for deres forbrydelser mod vort folk i Centralafrika, Mali og andre muslimske lande".

Et højtstående medlem af Aqim opfordrede i december alle muslimer i adskillige lande, heriblandt Burkina Faso, til at udføre jihad - hellig krig, skriver Reuters.

/ritzau/AFP