Tre banker skal stå for Dong Energys børsnotering

Skrevet af admin

02/12/2015

Dagens topnyheder

De tre banker, der skal stå for det praktiske omkring koordineringen af den kommende børsnotering af Dong Energy, er udpeget.

Finansministeriet fortæller, at det er J.P. Morgan Securities, Morgan Stanley og Nordea Markets, der er blevet udpeget til opgaven med at koordinere noteringen.

- Bankerne er valgt efter en detaljeret procedure, hvor en række banker har været inviteret til i konkurrence at deltage i processen med muligheden for at blive valgt, hedder det i en pressemeddelelse.

Foruden de nævnte banker skal Citigroup, Danske Bank og UBS udpeget som såkaldte joint bookrunners, som hjælper til med at præsentere noteringen over for institutionelle investorer som eksempelvis pensionskasser.

Desuden kommer Danske Bank og Nordea til at stå for salget til private småaktionærer.

Det er planen, at Dong Energy skal på børsen indenfor de kommende 15 måneder.

Staten er med 60 procents ejerskab hovedaktionær i Dong Energy og skal ifølge den aftale, der er indgået af et flertal i Folketinget, også fortsætte med at være det mindst frem til 2020.

Foruden staten ejer en række energiselskaber en mindre portion af selskabet, ligesom den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs købte 19 procent af aktierne i en meget omtalt handel, hvor også pensionsselskaberne ATP og PFA kom med i ejerkredsen med henholdsvis fem og to procent.

I forbindelse med børsnoteringen frasælges naturgas- og olieinfrastrukturen til det statsejede Energinet.dk.

Det er muligt, at man inden børsnoteringen frasælger andre dele af selskabet. Blandt andet har det været på tale at afhænde Dong Energys olieaktiviteter i Nordsøen.

/ritzau/