Tre børn mistede livet: Betjente dybt påvirkede af Sindal-tragedien

En dreng på tre, en pige på ni og en dreng på 11 mistede alle tre livet i en trafikulykke i går ved Lendum nær Sindal i Nordjylland. Deres 39-årige mor og familiens yngste, et fem måneder gammel spædbarn, slap fra ulykken med livet i behold, da de blev ramt af en modkørende, da moderen svingede bilen til venstre fra Lendumvej til Bredmosevej. Den modkørende bilist, en 39-årig mand, slap også heldigt fra ulykken.

De første betjente på stedet kom fra stationen i Hjørring, og her er stemningen trykket.

- Alle fire har børn i samme alder, fortæller leder af beredskabet i Hjørring, Torben Rimmen, til Dagens.dk.

De ringede alle hjem til deres børn, så snart de fik mulighed for det.

- Det er den værste oplevelse, når det er med børn.

Læs også: Tre børn mistede livet: Politiet efterlyser vidner til tragisk ulykke

Betjentene fra Hjørring var de første på stedet og fik siden hjælp fra kolleger fra resten af politikredsen.

- Det var hårdt for den patrulje, der nåede frem før ambulancen, som gik i gang med en førstehjælp, der ikke kan lykkes, siger Torben Rimmen.

I går fra kl. 14 til 16 var betjentene samlet til en debriefing, hvor de sammen med en psykolog talte oplevelsen i gennem.

- Det, der er godt ved sådan noget, er, at der altid er nogen, der mangler oplysninger, som en anden så kan hjælpe med. De fortæller hver især om deres rolle på stedet, siger beredskabslederen.

Der bliver stadig talt om ulykken på stationen i dag, og Torben Rimmen skal også ringe hjem til en af betjentene, der har fri i dag.

- Vi opfordrer dem til at blive ved med at snakke om det, indtil de selv er trætte af høre på det, fortæller han.

Som om det ikke var nok, var der otte timer efter ulykken endnu en voldsom ulykke få kilometer derfra. Her mistede en 67-årig motorcyklist livet.

Læs også: Endnu en tragisk ulykke i Nordjylland: 67-årig motorcyklist dræbt

I mellemtiden havde der været vagtskifte på stationen, så det var ikke de samme betjente, der blev kaldt ud.

- Men hvis det havde været, havde jeg trukket nødbremsen. Så ville vi trække på folk fra Frederikshavn og andre steder. Og det gør vi også, hvis det sker i dag, siger Torben Rimmen, der ikke vil udsætte sine kolleger for så grimme oplevelser endnu.

Han mener, at betjentene tackler oplevelsen godt.

- Men man kan mærke trykket stemning på stationen dagen efter, også blandt dem, der ikke har haft noget med at gøre. Sådan formentlig også på sygehuset og hos Falck og folk, der arbejder med sådan noget. Det påvirker. Vi skal bare undgå at lægge så meget i rygsækken, at det brister, siger Torben Rimmen.

Hvis betjentene får brug for det, har de ret til tre samtaler med en psykolog og mulighed for at få bevilliget flere.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med

 

Dagens Gossip