Tre brødre anholdt for kidnapningen af unge kvinder

Det oplyser amerikansk politi ifølge CNN.

Mandag aften amerikansk tid lykkedes det Amanda Berry at flygte fra huset, hvor hun siden 2003 har været gemt af vejen, og hun tilkaldte straks politiet.

En gruppe betjente rykkede hurtigt ud til huset, hvor de arresterede ejeren, en 52-årig mand, der er tidligere skolebuschauffør. Politiet har også arresteret hans to brødre på 50 og 54 år, siger vicepolitichef Ed Tomba ifølge CNN.

Politiet har offentliggjort optagelsen, hvor Amanda Berry ringer efter hjælp. Det er en tydeligt oprevet kvinde, som kontakter alarmcentralen.

»Hjælp mig, jeg er Amanda Berry. Jeg er blevet kidnappet, og jeg har været forsvundet i ti år. Nu er jeg her, jeg er fri nu,« siger den desperate kvinde, mens der høres barnegråd i baggrunden.

Hun beder om, at politiet kommer hurtigst muligt.

»Jeg har brug for dem nu, inden han kommer tilbage. Jeg er Amanda Berry, jeg har været i nyhederne i de seneste ti år,« lyder det på optagelsen.

Et minut efter ringer en mand til alarmcentralen, fordi han har set den unge kvinde flygte fra huset.

Ifølge naboerne var de tre kvinder meget oprørte.

»De var helt oppe at køre, og råbte »hjælp, ring efter politiet, hjælp os.« De var desperate og græd, mens de løb omkring«, siger Angela Garcia, hvis tante lånte Amanda Berry sin telefon.

Hun fortæller, at familien aldrig har opfattet manden som mistænkelig.

»Vi så aldrig pigerne, og vi var altid uden for. Vi så kun manden,«

Naboen Charles Ramsey siger ifølge CNN, at ejeren af huset aldrig havde gjort sig særligt bemærket »før i dag«.

»Vi ser fyren hver dag. Jeg har boet her i et år. Vi har grillet sammen. Vi spiste spareribs og lyttede til salsamusik,« fortæller han.

De tre kvinder og en tredje person er nu bragt til et hospital i Cleveland, hvor de bliver behandlet. De har det efter omstændighederne fysisk godt, men er tilsyneladende blevet meget magre af opholdet i huset.

Politiet har endnu ikke offentliggjort, hvem den fjerde person er, men ifølge en nabo er der angiveligt tale om Amanda Berrys datter.

Moderen til Gina DeJesus er ankommet til hospitalet, hvor hun er blevet genforenet med sin datter. Hun har aldrig opgivet håbet om at finde hende i live, fortæller kusinen Sylvia Colon til CNN.

»Hun har altid sagt, at hun bare kunne mærke det, en forbindelse en mor kan mærke. Hun troede hele tiden Gina var i live og havde det godt. Jeg vil bare sige, at det er en fantastisk mors dags-gave, hun får i år,« siger hun til CNN.

Gina DeJesus forsvandt som 14-årig i 2004. Året før var den dengang 17-årige Amanda Berry blevet kidnappet på vej hjem fra arbejde, mens Michele Knight blev kidnappet som 21-årig i 2002.

Dagens Gossip