Tre byer får modtagecentre for tusindvis af flygtninge

Skrevet af admin

13/11/2015

Mest læste i dag

De danske myndigheder skal, hvis det står til regeringen, have en hel stribe af nye beføjelser, som skal træde i kraft, hvis Danmark oplever "en væsentlig forøgelse af indrejste flygtninge og migranter".

Først og fremmest skal politiet inden for kort tid etablere særlige modtagecentre tre steder i landet: Vordingborg Kaserne, Søgårdlejren i Sønderjylland samt i Valby, København. Her vil der ifølge regeringen være plads til 3000-4000 udlændinge.

Her skal det være muligt for politiet at tømme busser og registrere flygtninge under kontrollerede forhold. Centrene skal være hegnet ind, oplyser regeringen på et pressemøde fredag.

- De her faciliteter etableres kun, hvis der skulle ske brud på ro og orden, siger justitsminister Søren Pind (V).

Derudover er der lagt op til en række ændringer.

- I dag kan politiet ikke tilbageholde asylansøgere for at fastlægge deres identitet. Det er uholdbart. Vi vil ændre reglerne, så politiet kan tilbageholde indrejsende i en kortere periode, siger Pind.

Desuden får politiet mulighed for at standse tog-, bus- og færgedrift.

Og endelig vil regeringen gøre op med kravet om, at en tilbageholdt udlænding skal stilles for en dommer inden for tre døgn.

- Hvis det bliver nødvendigt at frihedsberøve et større antal udlændinge, kan det i praksis blive umuligt for politiet at nå at fremstille frihedsberøvede for en dommer inden for 3 gange 24 timer, skriver regeringen om de nuværende regler.

- I en sådan situation vil politiet i dag skulle løslade de pågældende.

I stedet vil regeringen lade udlændinge-, integrations- og boligministeren bestemme, at kravet om domstolsprøvelse inden for tre døgn skal suspenderes.

- Formålet er at sikre, at politiet ikke bliver nødsaget til at løslade udlændinge, alene fordi det i praksis vil være umuligt at fremstille et meget betydeligt antal udlændinge for en dommer inden for 3 gange 24 timer, skriver regeringen.

/ritzau/