Tre danske kvinder tilstår narkosmugling i Kenya

Tre danske kvinder er blevet anholdt og sigtet for narkosmugling i Kenya, skriver flere medier. 

Udenrigsministeriet kan dog endnu ikke bekræfte, at de er bekendt med sagen.  

- Vi undersøger sagen lige nu, siger en ansat ved Udenrigsministeriets Borgerservice til dagens.dk

De tre kvinder blev angiveligt anholdt i Jomo Kenaytta Airport i Nairobi, hvor der i deres fire medbragte kufferter blev fundet omkring 61 kg. af det euforiserende stof khat, der ifølge lokale medier har en værdi på gadeplan i Europa på omkring 1.5 millioner kroner. 

Kvinderne havde opholdt sig i Kenya i en uge, da de blev anholdt. 

- Vores toldere opdagede stofferne indpakket og gemt i kvindernes kufferter, da de ventede på at komme ombord på flyet. De er blevet afhørt inden de skal stilles for en dommer, siger chefen for lufthavnspolitiet, Richard Okweya, ifølge det lokale medie capitalfm.co.ke. 

Ifølge mediet tilstod kvinderne forsøget på smugling, og de blev efterfølgende tilbudt at betale en bøde på omkring 3.800 kroner hver eller tage seks måneder i fængsel. 

Khat er et særdeles populært stof på Afrikas Horn, hvor det er lovligt og bliver brugt som et rekreationelt stof. I Danmark er det dog kategoriseret som narkotika, og salg og besiddelse kan medføre fængselsstraf. 

Khat har i mange år været tilladt i Storbritannien, hvor en stor del af den videre smugling til EU foregik fra, men i juni 2014 blev det også gjort ulovligt, hvilket ramte flere østafrikanske lande på eksporten af det euforiserende stof. 

Dagens Gossip